Regimentshistorie

Et udsnit af historien om Sjællandske Livregiment – Danmarks ældste regiment.

Kong Christian den IV´s store evner og ærlige vilje til i fredens tid at tænke på landets forsvar bevirkede, at han af økonomiske grunde – kraftigt opfordret af rigsrådet – den 17. november 1614 udstedte en “ordinans” om oprettelse af en national milits på ca. 4000 mand fodfolk, hvoraf der på Sjælland blev udskrevet et kompagni af 200 “Knægte” og samlet under navnet “Sjællandske Kompagni af Skånske Regiment”. Dette kompagni danner den første stamme til det i 1628 oprettede “Sjællandske Nationale Regiment”. Senere øgedes styrken i 1621 til 2 Kompagnier, på i alt 600 mand.

Kong Christian d. IV var jo regent med mange jern i ilden og det påvirkende også den nationale milits. I 30-årskrigen blev de to sjællandske kompagnier slået sammen og med hæren i 1625 sendt til Tyskland, hvor de med tapperhed, men dog blev til dels tilintetgjort, deltog i slaget ved Lutter am Barenberge den 17. august 1626. Under Torstenson-krigen 1644-45, den sidste del af 30-årskrigen, var to af vore kompagnier udstationeret på Kielerfjordens østside, for at medvirke til fæstningen Christianspris’ udbygning. Den 28.juli 1644 blev vi nedhugget næsten til sidste mand af en stor svensk styrke ved Neumuhlenske. Herved kom svenskerne i besiddelse af vor fane: “Tordenhånden med lyn og ild”. Denne fane blev i 1644 forlenet de Lollandske Kompagnier af Sjællandske Regiment. Teksten på fanen “TERROR IN HOSTES oversættes til: “Vor fjende til frygt”.

I 1657 blev Regimentet delt op i 22 kompagnier, og da landet var truet i krigen mod svenskerne, blev nogle kompagnier fordelt på fæstningerne København, Kronborg, Malmø og Helsingborg, og resten gik til felthæren på Sjælland og Lolland-Falster. I 1658 blev regimentets hovedstyrke samlet i København, hvor den forsvarede med stor hæder det belejrede København. Vi var med i mange udfald og ved Kong Karl d.X. Gustav’s storm på byen natten til den 11. februar 1659, afværgede regimentet hårdnakket svenskens angreb på “Runde Kirkes Bastionen”, som lå hvor vi i dag har Kunstmuseet liggende.

Ved Markaryd i 1657 var regimentet i stilling nær grænsen til Småland, hvor vi den 28. September blev angrebet af 160 svenske dragoner, som vi afviste ved at nedhugge alle svenskerne. Den 6. februar 1658 gik Kong Karl d.X. Gustav over isen og i land på Lolland. Ved Maribo stødte de svenske dragoner på et af vort regimets kompagnier, som blev hurtigt splittet. Borgerne i Nakskov by ville hverken forsvare byen eller yde for plejning til vort regiment, så fæstningsbyen overgav sig til svenskerne uden kamp.

Året 1659 prægedes af kampe både på Langeland og Lolland. Den 20. marts 1659 angreb svenskerne Langeland, hvor to kompagnier fra vort regiment deltog i forsvaret. Der udvikledes stor voldsomhed i dette forsvar og efter et kortvarigt rasende håndgemæng, måtte svenskerne trække sig tilbage med et tab på 200 mand. Den 27. april 1659 gik svenskerne i land ved Guldborg, med hensigt på at erobre Nakskov fæstning. Byens borgere, som tidligere havde vist sig unationalt og uden kamplyst, fremkom nu med et kampmod og en forsvarslyst, der bortvejede deres tidligere fejhed.

Men selvom at forsvaret bestod af ca. 1000 regulære soldater, hvoraf regimentet havde 2 kompagnier med og 3-400 borgere, måtte den udsultede befæstning overgive sig til de belejrende svenskere den 14. juli 1659.

I årene efter fredsafslutningen i 1660 og indtil “Den skånske Krig”, var regimentets mandskab hårdt prøvet med fæstningsarbejde ved Københavns og Nyborgs befæstninger. I 1664 fik regimentets kompagnier nye faner med påmalede deviser, som skulle op-ildne og indskærpe soldatens forpligtelser. Alle kompagnifanerne var røde med 3 blå kronede løver i gult felt, og omgivet af en laurbærkrans. Chefens kompagni (Livkompagniet) havde en fane som var hvid.

Regimentet udmærkede sig glimrende under den “Skånske Krig” i 1675-79, med erobringen af Wismar 1675,Helsingborg, Landskrona og Christianstad i 1676. I 1677 måtte 2 kompagnier af vort regiment, som indgik i besætningen af den lille skanse Christianopel, overgive sig efter omringning og bombardement af svenskerne. Under ledelse af søhelten Niels Juul, indgik regimentet i landgangskorpset, som indtog Rygen 1678.

I årene fra 1690 til 1714 var enheder af regimentet som hjælpetropper i fremmed krigstjeneste. Det kan nævnes at vi deltog i den pfalziske arvefølgekrig 1689-1697, hvor vi (det danske korps) blev lejet ud til Kong William d.III. og deltog i det store slag ved Boyne nord for Dublin den 1. juli 1690. Regimentet deltog ved indtagningen af den sydirske by Corck den 26. september 1690, og den 4. oktober ved Kinsale, hvor vort regiments kommandør oberstløjtnant Fabian Eppinger såredes. Regimentet fortsatte i den anglo-danske styrke Malpalquet 11. september 1709. Den 20. oktober 1709 kapitulerede den franske besætning på fæstningen Mons, samt under de hårde kampe den 25. juni 1710 ved fæstningen Douay, mistede vor bataljon over 300 døde og sårede, ud af en styrke på ca. 700 mand. Den sidste kamp regimentet deltog i under udlånet til fremmed krigstjeneste, var erobringen af fæstningen Quesnay 4. juli 1712.

I 1717 blev dele af regimentet sendt til Norge for at kæmpe mod Karl d. XIII, som under “Den store nordiske Krig” gjorde indfald i Norge. Her forsvarede vi i juni 1718 overgangen over Tistedalselven ved Ørjebro. Efter den svenske kongens fald ved Frederikssten fæstning, indgik vi i det “Smålandske Korps” og blev garnisoneret i og omkring Frederiksstad, indtil vi i 1720 vendte tilbage til Danmark.

Efter kong Christians d. VI.s tronbestigelse, fik regimentet i 1720 nye faner, som var gule med rigsvåbenet påmalet i midten. I øverste stanghjørne var dannebrog og i de tre andre hjørner var kongens navnetræk. Regimentets forskellige deviser blev bibeholdt på fanerne. 1768 blev et mærkeår for regimentet, idet vi blev tilknyttet den nyfødte kronprins Frederik (den senere kong Frederik d. VI.), og skiftede navn til “Kronprinsens Regiment”. Ved tronbestigelsen i 1808 ændredes regimentets navn til “Hans Majestæt Kongens Regiment til Fods” og med kongen som regimentschef. Ved kongens død i 1839 kom vi til at hedde “Kongens Regiment”. Trods disse skiftende navneændringer bibeholdte regimentet sine faner, men da de efterhånden var meget slidte, blev de udskiftet i 1774 med to nye faner, en i hvid og en i lyseblå, begge med samme dekoration. Regimentets 1. bataljon førte den hvide fane (Livfanen) og 2. bataljon den lyseblå (Ordinærfanen). Ved en kongelig resolution af 22. juli 1785 blev det bestemt at regimentets to grenaderkompagnier skulle føre dannebrogsfane med kong Christian d. VII.s navnetræk i de fire hjørner. Denne fane virkede som regimentets “Livfane” indtil 1803.

Skærtorsdag den 2. april 1801 angreb admiral lord Nelson København. Under dette slag var regimentet fordelt med et kompagni på det nyopførte fort “Tre Kroner” og resten på flådens skibe. Herved fik vi andel i den berømmelse, der nævnes som “Heltene fra Kongedybet”. Den gamle regimentsinddeling blev ved hærordningen i 1842 ophævet, som “Kongens Regiment” blev til “5. Linie-Infanteribataillon” og ved kongelig resulotion af 8. juni 1842 bemeldtes det, at til erindring af kong Frederik d. VI., skal regimentet i dens fanes øverste højre felt føre den højsalige konges navnetræk.

I 3-årskrigen 1848-50 deltog regimentet hæderfuldt i kampene ved Bov 9. april 1848, 21. april ved Sandkro, 5. juni 1848 Dybbøl, generobrede Kolding 23. april 1849, og var med i det sejrrige udfald fra Fredericia 6. juli 1849. Slaget ved Isted 25. juli 1850 markerer også regimentets historie, samt forsvaret af Frederiksstad ved Ejderen fra oktober til december 1850.

Ved krigsudbruddet i 1864 hed vi “5. Regiment” efter en nyordning af 1863, hvor landets bataljoner blev doublerede. I krigen 1864 deltog regimentet i bevogtningen af Ejderens nordlige bred fra Rensborg til Schirnau, men blev trukket tilbage til Dannevirke, hvor vi den 5. februar 1864 med hjælp af 19. Regiment, tilbagekastede den preussisk-østrigske hærs angreb. Over Isted skov blev regimentet trukket tilbage til Sønderborg, for derefter at rykke på forpost i Sundeved den 10. februar, og deltog straks i forpostfægtninger ved Bøffelkobbel og Ragebøl. Regimentets forpostkompagni foran skanserne III og IV ved Dybbøl blev angrebet den 15. april af preusserne, som trængte os tilbage til skanserne, hvor det var umuligt at være grundet fjendens artilleriild. Den 18. april 1864 stod regimentet som reserve på Als, indtil preusserne den 29. juni gik over Alssund og tvang regimentet fra strækningen Kjær Vig til Bådsagerbatteriet nord for Sønderborg tilbage mod Kegnæs, hvor vi var blandt de sidste regimenter der forlod Sønderjylland ved indskibning og overførelse til Fyn. Efter krigen i 1864 skiftede regimentet igen navn til “5. Bataillon”

I 1909 indførtes der ved hærloven en to-årig uddannelsesturnus, som bevirkede at Danmarks nautralitetsværn nogenlunde var i orden, da første Verdenskrig udbrød. Indkaldelsen til sikringsstyrken bragte regimentet op på fuld krigsstyrke, og vi deltog i bevogtningen af den danske grænse, samt vigtige militær-områder ved Fredericia og Nyborg.

Anden Verdenskrig udbrød 1. september 1939 og under denne trussel blev 5. og 4. Bataillons indkaldte mandskab slået sammen og tildelt den vanskelige og dog ærefulde opgave, at være grænsevagt i Sønderjylland. Denne bataljon som var under kommando af chefen for vort regiment, tog ved Søgård imod det første tyske angreb den 9. april 1940. Regimentet kæmpede tappert mod tyskerne ved Bredevad og Bjergskov, og under disse kampe i Sønderjylland havde vort regiment 2 faldne og 5 sårede.

1943 den 29. august overfaldt tyskerne de danske garnisoner og da regimentet var garnisoneret på Albanigades kaserne i Odense, blev denne forsvaret indtil kommandanten befalede indstilling af kampen, da overmagten var for stor.

Se det var kort lidt regimentshistorie, men hvor kommer 4. Regiment og Sjællandske Livregiments navne fra ?

I 1880 blev “4. Regiment” oprettet efter at 5. Bataljon blev ført tilbage til Sjælland, og et naturligt synspunkt, da udskrivningsområdet hovedsageligt er Sjælland, udgjorde at regimentet i 1951 og efter den omstændighed at vi havde haft kong Frederik d. VI, som regimentschef, berettiget til at bære navnet “Sjællandske Livregiment”.

Regimentet blev herefter forlagt til flere steder på Sjælland, men hovedsagelig med garnison i Roskilde indtil 1960 og derefter Slagelse i 1961. Den 10. maj 1975 kunne regimentet føle sig hjemme, både i sjæl og med tidens udvikling, da vi fik hjemsted på den nye kaserne i Antvorskov som et panseri og dermed en fortsat bevarelse. Ikke blot i forsvarets tjeneste, men også som et af landets ældste regimenter, med dets traditioner og værn om minder af tidligere slag for Danmark og Europas demokratiske frihed.

Efter overtagelsen af Antvorskov kaserne, som nu er regimentets faste hjemsted, gik man ind i en ny æra, hvor man i panserinfanteriets funktioner oplærer konstabler samt fortsat værnepligtige. Ligeledes indgår man som en større helhed i Sjællandske Brigade, og i koordinering med de skiftende forsvarsforlig og konjunkturer, forbliver regimentet og Antvorskov kaserne som et center i udvikling af forsvar og en del af alliancen NATO.

Miljø er jo i de senere år blevet både et politisk, men også samfundsmæssig ting, som både kræver og yder. Her kan regimentet være stolt af at man ikke blot som garnison i Slagelse har et godt forhold til byen og dets borgere, men at de og byens kulturliv, idrætsforeninger igennem tiden har ydet en værdsat indsats over for den menige soldat.

Ligeledes har der fra soldaterforeningens oprettelse i 1917 været et godt samarbejde med de skiftende regimentschefer, som med bevarelsen af “Hæren bag Hæren” og ikke mindst kammeratskabet og tråden til regimentet, gennem traditioner og arrangementer bevaret denne trivsel.

Sjællandske Livregiments fane af 1976 bærer vor nuværende regent Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden’s navnetræk, samt en af de få regimentsfaner som bærer to regenters navnetræk, nemlig kong Frederik d. VI.s, der havde været regimentets chef. Der ud over bærer regimentets fane to fanebånd med indskrifterne: “Lutter am Barenberge 1626, København 1659, Landskrona 1676, Dybbøl 1848, Isted 1850 og Dybbøl 1864”. I fanespydet sidder kong Christian d. IV.s navnetræk og fanestangen bærer en sølvring skænket af kong Frederik d. IX. i anledning af regimentets 350 års dag. Ringen bærer majestæternes navnetræk “Christian d. IV. og Frederik d. IX” med regimentets oprettelsesdato 17. november 1614 og 1964.

Total Page Visits: 7360 - Today Page Visits: 2