Sjællandske Livregiments Soldaterforening

Tilbageblik

Tilføjet d. 24. februar 2014 af Hans-Erik Bonde

Faneoverrækkelse

Fredag den 20.september 2002 blev en mærkedag i Antvorskov Kaserne og det nye regiments historie, idet Hendes Majestæt Dronning Margrethe overrakte regimentet en ny estandard og en ny fane. Hele regimentet var stillet op på idrætspladsen, flankeret af publikum fra fjern og nær, heriblandt en del soldaterforeningsmedlemmer. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da Hendes Majestæt Dronningens bil rullede ind på pladsen.

Efter at regimentschef Oberst John Kidde-Hansen havde beordret Sjællandske Livregiments gamle fane og Gardehusarregimentets fane og estandard at tage opstilling på venstre fløj, slog Dronningen, Forsvarsministeren og Forsvarschefen hver et søm i den nye fane og estandard, hvorefter Hendes Majestæt holdt en kort tale og overrakte fane og estandard til Oberst Kidde-Hansen.

Et nyt kapitel er begyndt for det nye Gardehusarregiment, der nu er oppe på fuld bemanding.